Den ene gang efter den anden har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) været ude at kritisere sin våbenindkøber, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), for rod og langsommelighed, både generelt og i konkrete sager. Men ikke meget er sket siden
” ‘FMI’s organisation, processer og ressourcer skal indrettes på en måde, så FMI er bedre rustet til nuværende og fremtidige opgaveløsning’, lød det dengang fra Troels Lund Poulsen. Men det er ikke et arbejde, som regeringen har travlt med. På trods af, at FMI forvalter trecifrede milliardbeløb og er krumtappen i oprustningen, har ministeren nølet siden juni med den omstrukturering, som blev anbefalet i en barsk rapport, han selv bestilte.
Peter Viggo Jakobsen, som er forsker på Forsvarsakademiet (FAK), vurderer, at det slet ikke er sikkert, at forsvarsministeren ønsker at reorganisere FMI. Troels Lund Poulsen var i sin tid imod, at bl.a. materielindkøb blev taget ud af Forsvaret og lagt over i den civile styrelse FMI under Forsvarsministeriet. Som minister har han antydet, at han grundlæggende fortsat mener, at det var en dårlig idé.
Forsvarsministeriet har Berlingske spurgt om, hvornår reorganiseringen forventes at komme på plads, og hvorfor forsvarsminister Troels Lund Poulsen ikke har mere travlt. Det har ministeriet ikke svaret på”.