37 procent af muslimerne i Danmark mener, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. 18 procent svarer hverken/eller og kun 23 procent svarer nej.
Det er ét af resultaterne af Jyllands-Postens store holdningsundersøgelse blandt danske muslimer.
Svarene på en stribe spørgsmål til muslimer viser, at de langt fra er integrerede, når det drejer sig om holdninger.
Hvad mener statsminister Mette Frederiksen om det? Det fortalte hun I et stort interview (betalingsmur) den 18.11.2024.
Resultatet af undersøgelsen får hende til at kræve ”værdimæssig assimilation”.
Et budskab meget lig, hvad Venstre-ministrene Morten Dahlin og Marie Bjerre kom med i Jyllands-Posten i juli. De krævede såkaldt ”værdimæssig assimilation” af udlændinge, der kommer til Danmark.
Dette krav fik udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at himle: ”Det er jo så dem, der taler på den måde. Det gør vi ikke i mit parti”.
Statsministeren advarer om en trussel mod Danmarks sammenhængskraft, som er på spil. Og at truslen er kommet for at blive.
Med så splittet en befolkning, som Danmark er i dag, er sammenhængskraften ikke kun ”på spil”. Den synes for længst at være udspillet.
For som bekendt, skal man ”kunne tælle til 90”. Og det er uendelig svært at komme op på det antal mandater, når kulturrelativisterne, som også er en trediedel af ”denne mærkelige regering”, modarbejder næsten ethvert politisk tiltag på at få sammenhængskraften tilbage.
Overrepræsentation af kriminalitet fra MENAP-landene
Statsministeren fremhæver et punkt, som er ødelæggende for landet. Hun henviser til, at ”kriminalitetsniveauet blandt mandlige, ikkevestlige indvandrere og efterkommere fra de såkaldte MENAPT-lande – Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet – i 2023 blev målt til at være henholdsvis 2,5 og 3,5 gange højere end gennemsnittet for mænd i befolkningen.”
Statsministeren er altså helt på det rene med, at udlændinge fra ikkevestlige muslimske MENAP-lande er overrepræsenteret i fængslerne, og hvem det er, der begår de fleste forbrydelser.
Mange af disse er i øvrigt særligt bestialske former for forbrydelser, der tidligere var helt ukendt for os.
”Det er ikke i gruppen af indvandrere bredt, eller hvilke andre kategorier du kan lave. Det er nogle problemer, der knytter sig specifikt til de lande, hvor langt hovedparten har én specifik religion”, siger statsministeren.
Hun benævner selv denne ”specifikke religion” i interviewet ved navn, nemlig islam.
Statsministeren taler om utryghed i nattelivet og generel ”dominanskultur” i det offentlige rum fra ”særligt unge mænd med ikkevestlig baggrund”.
Det er jo glimrende, at statsministeren har fået øjnene op for dét, befolkningen – heri medtager jeg ikke kulturrelativisterne – i flere årtier har vidst og mærket på egen krop, ligesom der er danskere, hvis liv er ødelagt af de personer, som politikerne har tvunget ned over befolkningen.
Men hvad bliver der så gjort for at stoppe dette altødelæggende kultursammenstød? Ifølge statsministeren rigtigt meget gennem en ”meget, meget stram udlændingepolitik”. Jaså!
Stramninger, set med befolkningens øjne
Trods de hævdede stramninger er der f.eks. et stadigt influx af migranter. Men da det ikke er så mange som tidligere, forsøges vi beroliget med, at vi roligt kan tage det roligt.
Man er heller ikke stoppet med to gange om året at uddele statsborgerskaber til tusindvis af personer. For når de har lært at tale dansk, har et job og er medlem af en forening, så er de jo fuldblodsdanske. Ikke sandt? Og skulle der smutte nogle danskhadende kriminelle med i bunkeuddelingen, så pyt.
Udvisninger ved dom ses sjældent. Til gengæld florerer betingede udvisninger (advarsler) som fluer om en køkkenmødding.
Milde straffe for selv grove forbrydelser mod befolkningen er sædvanen. Og her gør jeg især opmærksom på grove voldtægter af børn. Den sidst dømte er en arabers voldtægt af en 7-årig i december 2024.
Den himmelråbende milde straf til denne arabiske voldtægtsforbryder var 5 måneders fængsel og ingen udvisning. Blot en advarsel, som deles ud til den samme forbryder – igen og igen. Barnet forvinder det aldrig. Araberen kan om kort tid fortsætte sit liv i frihed. Velvidende, at i Danmark kan man smadre små børns liv uden konsekvenser.
Konventionernes forbandelse
Man skulle tro, at hvis statsministeren mente det alvorligt med at få sammenhængskraften tilbage, så ville det først og fremmest være politisk at arbejde for at få gjort op med de forældede konventioner. De er skabt i en anden tid og er ikke alene farligt for ethvert nationalt fællesskab i dag, men tillige farligt for landets beståen.
Der sidder nogle personer – helt ukendte uden for deres eget land – i et monster af en selvskabt union, som flere og flere tager afstand fra. Herfra udspydes – sammen med FNs påhit – utallige konventioner.
Og konventionen over dem alle, nemlig Menneskerettighedskonventionen, har Menneskerettighedsdomstolen under Europarådet med begejstring taget til sig. Menneskerettighedskonventionen formerer sig ved knopskydning, og Domstolen bærer ved til bålet ved at udvide den konstant udvidede konvention, manipulere den til ukendelighed og underkende enhver national lov.
En af de nyere knopskydninger er i øvrigt, at selv udlændinge, der blot har opholdstilladelse, kun undtagelsesvis kan udvises (se DKA og scroll ned til afsnittet ”Forbrydere beskyttes af EU’s ministre”). Det samme gælder i øvrigt de såkaldte unionsborgere.
Det var det glade vanvid, at den danske stat implementerede Menneskerettighedskonventionen i dansk lov i 1992. Nu var det ikke længere muligt for vores eget retssystem at dømme efter dansk ret, dvs. hvad Folketinget havde vedtaget af love, uden at der først blev skelet til, hvordan Domstolen allerede havde dømt eller måske i fremtiden ville dømme, altså ”forudilende kapitulation” (udtrykket lånt af den tyske forfatter Henry M. Broder).
Hvor mange EU-lande, der har handlet lige så tåbeligt, ved jeg ikke, men faren ved dette vanvittige tiltag er, at i hvert fald Danmark er ude af stand til at dømme i overensstemmelse med landets vedtagne love. Når det ind imellem sker, kaldes Danmarks domstole omgående til orden med en advarsel om, at det er ”i strid med Danmarks internationale forpligtelser”.
Disse internationale forpligtelser er der nok ikke mange lande, der går så højt op i. Men det gør klassens duks (læs: Danmark), hvilket betyder, at vi bl.a. har måttet hente flere forbrydere tilbage, efter at de var sendt hjem, bl.a. to tyrkere, fordi de var psykisk syge.
Det er ikke mindst Menneskerettighedskonventionen og Domstolen, der splitter befolkningen, familierne, venskaberne og den måde, hvorpå der er blevet skaltet og valtet med vores retssystem.
Så dét, der først bør ske, er, at Menneskerettighedskonventionen fjernes fra den danske lov.
Dernæst må Menneskerettighedskonventionen og Flygtningekonventionen minutiøst gennemgås, således at alle artikler, der ikke tilgodeser Danmark og danskerne, fjernes. Statsløsekonventionen må Danmark hurtigst muligt melde sig ud af.
Det er simpelthen utilstedeligt, at disse personers fædrelande, som ikke vil give deres egne borgere statsborgerskab, blot kan overføre ansvaret til andre lande.
Da stort set alle de ratificerede konventioner er filtret ind i hinanden, således at det ikke hjælper meget at fjerne nogle artikler i én konvention, da man finder de samme artikler i andre konventioner, må også de gennemgås og revideres – eller endnu bedre – Danmark må melde sig ud af dem.
”Jeg giver aldrig op, siger statsministeren”
Mette Frederiksen er sjældent blevet beskyldt for at virke magtesløs. Tværtimod.
Men når man erklærer ikke at vide, hvad man skal gribe og gøre i, er der vel tale om magtesløshed.
For statsministeren erkender, at hun kommer til kort. Hun er nået til en erkendelse af, at ”der er nogle i Danmark, der ikke vil Danmark det godt”.
”Det er ikke at give op. Det er bare en konstatering”, siger hun.
Hvad er det, hun ikke giver op overfor? Håbet om, at det Danmark, der var, kommer tilbage, uden dog at vide, hvordan det skal ske?
Hvis statsministeren ikke mener at have magt til at ændre på tingenes tilstand, når det er indlysende, at landet er på vej ned ad slisken, hvad skal vi andre så stille op?
Ansvaret for integration ligger hos udlændingene selv
Det er statsministerens holdning, at ansvaret for at blive integreret er udlændingene selv. Hun er bekymret over den markante forskel mellem unge og ældre muslimers holdninger til alt lige fra forståelsen for et terrorangreb, til piger og kvinders ret til selv at bestemme, hvem de vil giftes med, og til respekten for retsstaten.
”Og det er her, vi er inde ved kernen af den mislykkede integration. Vi skal ikke integrere folk, der kommer udefra. Nej, folk, der kommer udefra, skal selv integrere sig i Danmark.”
Jamen, du godeste, det er vi ikke så få i befolkningen, der gennem flere tiår – forgæves – har advokeret for. Der er smidt milliarder ud på nytteløse integrationsprojekter i en naiv forestilling om, at man kan tvinge uintegrerbare personer til at blive integreret.
”Hvad folk må have af særegne udtryk, traditioner og madvaner derhjemme, er jeg vitterligt ikke optaget af. Men når vi er i det fælles rum, det kan enten være konkret, når du træder ind i et klasseværelse, eller mere abstrakt i det generelle samfund, så bliver der nødt til at være nogle demokratiske værdier, som jeg ikke mener, man kan sætte spørgsmålstegn ved. Som f.eks. ligestilling mellem mænd og kvinder”, siger Mette Frederiksen.
Krav og konsekvens
Der kunne gøres uendelig meget i et forsøg på at genskabe sammenhængskraften i Danmark. Ikke mindst krav og konsekvens.
Ikke krav fra meget krævende migranter. Men krav, som politikerne stiller til udlændingene.
Tilbyd udlændingene 3 års dansk- og demokratiundervisning og et ærligt forsøg på at blive en del af vores fællesskab. Konsekvensen ved at afvise dette betyder, at de må rejse hjem eller tilbringe deres tid i et udrejsecenter, til lysten til andre græsgange indfinder sig.
Det kræver såmænd bare, at de politikere, der ønsker at bevare Danmark, kan tælle til 90.