Der blev sent fredag aften og til langt over midnat observeret flere store droner flyve rundt i luften over Køge.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Midt- og Vestsjællands Politi fik ved 22.30-tiden fredag aften en anmeldelse om, at flere droner var set i luften over Køge.
“Anmelderen mente at have set op imod 20 større droner, der fløj rundt i området omkring Køge Marina,” siger vicepolitiinspektør Michael Sehedsted og fortsætter:
”Vi sendte derfor en patrulje til området, og de nåede selv at se fire af dronerne”, siger vicepolitiinspektør Michael Sehedsted.
Forsvandt over havet i høj fart
De sidste droner blev set omkring klokken 01:16, hvor de forsvandt ud over havet i høj fart.
“Vi har på nuværende tidspunkt ingen viden om, hvor dronerne kom fra, eller hvad de har foretaget sig,” siger Michael Sehested og fortsætter:
”Vi har været i kontakt med flere andre myndigheder i sagen, men pt har vi ingen viden om, hvorfor dronerne befandt sig over Køge. Det forsøger vi nu at undersøge.” siger Michael Sehested.
Hvis nogen har viden om, hvem der ejer dronerne, så hører Midt- og Vestsjællands Politi gerne om det på 114.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.