En fredag i oktober døde en dansk soldat. Han døde alene langt fra hjemmet i en hospitalsseng på Filippinerne, hvor han havde ligget siden maj. Den danske stat ville ikke yde ham hjælp til at komme hjem.
Torsdag den 20. juni landede et fly i Kastrup med en IS-terrorist og hendes to børn. De var blevet evakueret fra en lejr i Syrien og bragt til Danmark på den danske stats regning.
Det gentog sig i september, da Højesteret besluttede at endnu en IS-terrorist og hendes barn skulle fragtes til Danmark.
Løkke løftede ikke en finger
Vores udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har ivrigt arbejdet for at hente terroristerne og deres børn her til landet, men han har ikke rørt en finger for at redde den danske soldat.
Hvad siger det om ham? Hvad siger det om vores samfund om os som folk og om de valg, vi tager?
Soldaten hed Kim Rasmussen. Han var 48 år gammel og blev udsendt for Danmark for første gang for mere end 25 år siden.
Siden da har han været udsendt seks gange mere og er blevet dekoreret med udmærkelser for sin indsats i sit lands tjeneste.
Han fik PTSD af at være i krig. Det er der mange veteraner, der har fået, og han kunne ikke klare sig uden sin medicin.
I maj måned tog han afsted på en rejse til Filippinerne. Seks dage senere fik han en alvorlig blodprop og blev indlagt.
Regning på 700.000 kroner
Kim havde ikke tegnet en rejseforsikring, hvor hans hjemtransport i tilfælde af alvorlig sygdom ville blive dækket.
Ambulancefly og hospitalsregning ville løbe op i 700.000 kroner, og det havde hverken han eller hans pårørende mulighed for at betale, så de bad Udenrigsministeriet om at lægge ud og få Kim hjem. Regningen skulle de nok afdrage over tid.
Udenrigsministeriet sagde nej – eftertrykkeligt nej igen og igen på alle deres henvendelser. Der manglede lovhjemmel til at stille garantien for betaling eller lægge ud på familiens vegne, var forklaringen.
Andre veteraner forsøgte at rejse pengene
Andre veteraner fra foreningen Veteranskytter begyndte at samle penge ind, og havde fået indsamlet næsten en halv million, men altså ikke nok før Kim døde på hospitalet ude på Filippinerne.
Nu bliver en del af de indsamlede midler brugt på, at Kim kan blive kremeret derude og senere få en værdig bisættelse i Danmark.
På dagen, hvor Kim døde, kunne vi læse i pressen, at en etbenet pirat fra Afrika, som havde angrebet danske soldater i Guineabugten, og blevet hentet til Danmark, nu havde fået sit integrationsprogram.
Sådan et indeholder blandt andet tilbud om uddannelse, sprogundervisning, introduktion til arbejdsmarkedet, tilskud til briller og tænder og meget mere.
Der er noget galt i samfundet
Når vi sammenholder de fire historier, så står det tindrende klart, at der er noget alvorligt galt med den måde, vi prioriterer på og foretager valg på i vores samfund.
For at tage udenrigsministeren først. Da han bliver gjort opmærksom på sagen og får at vide, at der ikke er lovhjemmel til at hjælpe en dansk soldat i nød, hvad gør han så?
Han gør ingenting. Det er amoralsk. Han burde selvfølgelig være gået til Folketinget og bedt om en hjemmel. Og det ville han formentlig have fået.
Som samfund har vi heller ikke meget at være stolte af.
De spejler deres egen godhed
IS-terroristernes børn i Syrien har været et varmt emne, som har engageret det halve folk til venstre for midten i en mission, som de har opfattet som humanistisk og menneskekærlig.
Der findes ikke den kulturradikale eller socialist, som ikke har ønsket at spejle sin egen godhed i de børns skæbne.
Der findes tilsvarende kun få, der engageret sig i den forladte soldats skæbne. Det har næsten udelukkende været andre veteraner og tidligere soldater, der har lagt kræfter i sagen.
Hvorfor blev Kim ikke en folkesag? Hvorfor var det kun de lokale medier, der fulgte sagen til dørs?
Pligt og ansvar
Vi borgerlige mener – og med rette – at vi hver især har pligt til at tage ansvar for vores eget liv. Og vi mener også, at man må tage konsekvenserne af sine egne handlinger.
Og Kim tegnede ikke en rejseforsikring. Det burde han have gjort. Det betalte han med sit liv for.
De kvindelige IS-terrorister tog selv beslutningen om at tilslutte sig Islamisk Stat. De besluttede selv enten at tage deres børn med sig i krig, eller de besluttede sig for at føde dem under Islamisk Stats fane.
Deres valg og deres ansvar. De og deres afkom må leve med eller dø af konsekvenserne. Det følger af moderskabets ansvar. Ingen skylder dem noget.
Alligevel afløfter den danske stat ansvaret fra IS-terroristerne, betaler regningen og tilbyder dem en frisk start i Kongeriget.
Ansvaret gjaldt kun for Kim
Men ansvar og pligt skulle kun gælde for Kim ikke for terroristerne, besluttede vi i Danmark.
Kim var endda syg. Syg på grund af ofre han havde bragt i sit lands tjeneste i uniform. Giver det ikke en forpligtelse til os som samfund at tilgive ham hans ansvarsløshed og udfri ham – at betale hans regning, han ikke kan betale selv?
Jeg synes ikke det er så svært at tage stilling, men det er det åbenbart for flertallet i dette land. Og det er lidt deprimerende.
