Trusselsniveauet mod Danmark og det øvrige Vesten er steget meget markant. Det skriver Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sin årlige rapport, der bliver offentliggjort i dag.
Truslen mod Vesten vokser fra flere sider.
Rusland vinder stærkt frem
Rusland står stærkt. De vinder frem på slagmarken i Ukraine. og stormer netop nu frem i Kursk med hjælp fra nordkoreanske tropper.
Samtidig er der risiko for, at NATO bliver svækket af indbyrdes uenigheder.
Det betyder, at truslen mod Vesten herunder Danmark er langt større end vi har set i meget lang tid.
Det fremgår af den årlige trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Det skriver Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, TV2 og flere andre medier her til morgen.
Sabotage
Mere konkret henviser FE til, at »truslen fra russisk sabotage er øget« i løbet af året. Den retter sig især mod mål med forbindelse til den omfattende støtte fra Danmark til Ukraine.
»Vi skærper trusselsvurderingen sammenlignet med sidste år, fordi vi ser en øget risikovillighed fra russisk side«, siger chef for efterretninger Anja Dalgaard-Nielsen ifølge Politiken.
Ifølge efterretningstjenesten har flere steder i Europa allerede været udsat for russiske sabotageangreb som led i hybridkrig med Vesten, hvor formålet er at stække opbakningen til Ukraine.
Der er op til 90 procents risiko for, at Rusland forbereder sabotage mod mål i Danmark, skriver Politiken.
Droner med kunstig intelligens
FE advarer også mod ny våbentyper. En af dem er droner styret af kunstig intelligens. Dem bruger terrorister allerede. Og Rusland arbejder på at få sådanne droner. Det var blandt andet det den nu myrdede general arbejdede på.
»Kombinationen af flere teknologier, såsom kunstig intelligens og droner, kan i fremtiden skabe muligheden for, at teknologi udpeger mål autonomt,« står der i rapporten. (Berlingske)
Det betyder, at der vil være droner udstyret med sprængstof eller skydevåben, som helt uden menneskelig styring identificerer deres menneskelige mål ved hjælp af ansigtsgenkendelse og angriber.
»Det er tydeligvis et scenarium, som FE mener skal tages alvorligt,« siger militæranalytikeren Jacob Kaarsbo til Berlingske og påpeger, at terrortruslen både i Vesten generelt og i Danmark specifikt længe har været ganske høj.
50.000 løsladte fra kurdernes IS-lejre
FE ser også IS-terrorister, som en stor trussel mod Vesten.
I FE’s trusselsvurdering står der, at over 50.000 mænd, kvinder og børn er tilbageholdt i kurdisk kontrollerede fængsler og lejre i Syrien på grund af deres tilhørsforhold til Islamisk Stat (IS), og at IS ønsker at befri gruppens medlemmer gennem angreb mod faciliteterne for at genvinde styrke. (Jyllands-Posten)
Flere europæiske efterretningstjenester advarer om, at tusinder af Islamisk Stat-krigere i Syrien risikerer at blive løsladt og begå terrorangreb i Europa, skriver avisen.
Ifølge FE er det usikkert, om kurderne kan holde til presset, efter den militante bevægelse HTS (Hayat Tahrir al-Sham) har væltet præsident Bashar al-Assad og selv har overtaget magten i Syrien.
»Vores vurdering er, at kurderne stadig kan holde skansen i forhold til sikkerhed omkring både lejre og fængsler i det nordøstlige Syrien. Men det er også vores vurdering, at det kan ændre sig med kort varsel, det vil sige i løbet af nogle måneder. Kurderne er presset fra mange sider, og der er risiko for, at Islamisk Stat i Syrien kan få et øget spillerum, og at de vil udnytte det til bl.a. at forsøge at befri fangerne,« siger Anja Dalgaard-Nielsen, chef for efterretning ved FE ifølge JP.
Mette Frederiksen advarede i weekenden mod øget trussel
Det er og bliver værre end under den kolde krig eller nogen anden situation, Mette Frederiksen (S) kan huske fra sine 47 år på Jorden.
»De der mørke kræfter har forenet sig på en måde, som er en ny situation. Derfor er demokratierne i en meget farligere situation end før i vores levetid. Den eneste vej igennem det er at kæmpe for det«, siger hun i et interview på sit kontor i Statsministeriet.
De mørke kræfter er ikke bare Putin, men »det stadig tættere samarbejde mellem Iran, Nordkorea og Rusland«, som ifølge statsministeren har en global supermagt i baghånden:
»Det er desværre bakket op af Kina. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er det en alliance af nogle autokratier, som grundlæggende vil en anden verdensorden end den, vi tror på i Vesten og møjsommeligt har bygget op siden Anden Verdenskrig«.