Kraven

KRAVEN THE HUNTER – en fortælling om, hvordan en af de største skurke bliver til som konsekvens af selvtægt – NewSpeek



Af Lone Nørgaard

*** 3 stjerner ud af 6

——————————————————————————————–

Det amerikansk ejede Marvel Comics udgiver tegneserier, der danner baggrund for en række film om berømte superhelte såsom Spider-Man, X-men, De Fantastiske Fire og Captain America. I dag er Marvel en af verdens største tegneserievirksomheder, og med mere end 5000 forskellige figurer skabt siden 1939 tales der ligefrem om Marvel-universet.

Da jeg måske ikke er den eneste novice ud i dette univers, kommer her en serviceoplysning fra pressematerialet omhandlende det seneste skud på stammen: KRAVEN THE HUNTER, jægeren Kraven:

”Kraven the Hunter” er den actionfyldte oprindelseshistorie for en af Marvel mest ikoniske antihelte (…) en fortælling om, hvordan en af de største skurke bliver til (…)”

Instruktøren bag filmen hedder J.C. Chandor (f. 1973). Han er også Oscar-nomineret manuskriptforfatter til debut-spillefilmen ”Margin Call” (2011). Andre titler, han står bag, er ”All Is Lost” (2013) med Robert Redford, ”A Most Violent Year” (2014) og action-thrilleren “Triple Frontier” (2019).

Handling
Kraven, født Sergei Kravinoff (Aaron Taylor-Johnson), har et problematisk forhold til sin gangsterfar Nikolai Kravinoff (Russell Crowe). Sergei forsøger at beskytte både sig selv og sin yngre bror Dmitri (Fred Hechinger) mod den forråelse, faderen systematisk udsætter dem for, men de er begge teenagere og nødt til at adlyde.
Sønnerne hader deres far, ikke bare på grund af hans brutalitet, men fordi han indirekte har forvoldt deres højt elskede mors død.

En dag henter faderen sønnerne på den kostskole, de går på i England, og flyver dem til Afrika. Turen har et dobbelt formål: Drengene skal lære at gå på jagt og slå ihjel, og faderen vil nedlægge en særlig løve, der har antaget mytiske dimensioner. Drabet, forestiller Nikolai sig, vil gøre ham til en legende.

Ekspeditionen får en noget anden slutning end forudset og sår spirene til den person, som Sergei skal udvikle sig til: En hævner, der udøver selvtægt og jager de personer til døde, som Sergei, nu Kraven, mener har gjort sig fortjent til deres skæbne.

Kraven er overbevist om, at han kan gøre verden til et bedre sted med sine likvideringer, men spørgsmålet er, om æblet er faldet langt fra stammen? Om den vold, han udøver, egentligt adskiller sig fra faderens?

Vurdering
Det er synd at sige, at jeg er i målgruppen for denne film, men Russell Crowe lokkede mig af sted til pressekørsel. Han er en af mine yndlingsskuespillere og leverer så helt afgjort varen som superskurk. Med russisk accent.

Vi befinder os i et eventyr- eller rettere sagt tegneserie-univers – og man er selvfølgelig nødt til at acceptere denne præmis. Herunder at de fleste personer er tegnet sort-hvide – og så alligevel ikke: Faderen og de to sønner er til dels komplekse karakterer, i hvert fald langt mere komplekse end forventet.

Der gøres flittigt brug af en kombination af fysiske kulisser og CGI (Computer-generated Imagery), og det lykkes instruktøren at skabe nogle virkeligt flotte og spektakulære scener. Og figurer.

Filmen er ekstremt voldelig, og jeg kan ikke rigtigt finde mine ben i forhold til budskabet.

Men et par timers god action-underholdning er ”Kraven the Hunter” – selv om den fint kunne være kortet med et kvarter – og i betragtning af at filmen er en Hollywood-produktion, skal den anerkendes for at ride næsten klar af woke-manualen.

————————————————————————————————-

Længde: 126 minutter

  • Medvirkende: Aaron Taylor-Johnson, Russell Crowe, Fred Hechinger m.fl.
  • Instruktør: J.C. Chandor
  • Manus: Richard Wenk, Art Macum, Matt Holloway
  • Censur: Tilladt for børn fra 15 år
  • Premieredato: torsdag d. 12. december
  • Trailer: Kraven the Hunter – Trailer #2 | IMDb

(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis)





Source link