Det første skridt til bedring er at indrømme, at man har et problem. Nogle demokrater er begyndt at gøre det, men de vil stadig ikke indrømme, at deres politik er årsagen.
Det skriver Allysia Finley i et debatindlæg i Wall Street Journal. Hun nævner Californiens berygtede guvernør Gavin Newsom.
Hans kur mod tømmermænd er en tequila sunrise. På podcasten Politickin’ gav han Demokraternes valgnederlag skylden for »de fem I’er«: inflation, indvandring, renter, siddende regering og Israels krig i Gaza.
Vælgerne var meget bekymrede over disse spørgsmål, men demokraterne levede i en boble og troede, at de kunne vinde valget med glæde og vibes.
Men Harris’ kaglende latter og ordsalater skabte kun lidt engagement.
Newsom observerede dette, siger han nu.
»Og så har man ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvad der er ægte, og hvad der ikke er. Menneskemængderne er organiserede. Folkemængderne er entusiastiske, men det er en flok demokrater.«
Den californiske kyst er indbegrebet af denne boble. Men Trump dominerede fuldstændig Mellemamerika, som består af latinoer og folk fra arbejderklassen.
Disse mennesker er blevet særligt hårdt ramt af de høje energipriser, der er forårsaget af statens klimapolitik, som også har dræbt produktions- og energiarbejdspladser.
To dage efter, at Trump vandt valget, beordrede Newsom en ekstraordinær lovgivningssession for at “Trump-sikre” Californiens progressive politik. Befolkningen vil blive påtvunget batteridrevne biler, og delstatens status som fristed for illegale indvandrere vil blive bevaret. Benzinpriserne i staten vil stige med 47 cent pr. gallon næste år.
Dette vil selvfølgelig ikke påvirke velhavende Tesla-ejere i Beverly Hills, mens hårdt prøvede arbejdere i solnedgangsstaten vil blive endnu fattigere. Men de progressive i Sacramento ser som sædvanlig ud til at ignorere de foragtelige, almindelige arbejderklasseborgere.
En rapport fra statens Legislative Analyst Office i sidste uge tegnede et billede af to Californien-stater: en, der nyder godt af stigende aktiekurser, og en anden, der bliver stadig fattigere på grund af inflation og svag vækst på arbejdsmarkedet.
»Californiens økonomi har befundet sig i en langvarig recession i næsten to år, kendetegnet ved et svagt arbejdsmarked og et svagt privatforbrug,« hedder det i rapporten.
»Uden for den offentlige administration og sundhedsvæsenet har staten ikke skabt flere job i halvandet år.«
Synderne er bl.a. høje skatter, øget mindsteløn og klimaregulering. Mindstelønnen er en socialistisk drøm, som er ekstremt skadelig for især unge mennesker, der forsøger at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Når man først har et job, er det eneste, der står i vejen for en øjeblikkelig lønstigning, en god indsats og selvtillid.
Newsom forsøgte sidste torsdag at demonstrere, at han har lært af Harris’ nederlag ved at besøge Central Valley i staten.
»Du ved, nogle mennesker taler om [hvordan] denne økonomi blomstrer, inflationen er afkølet, den laveste arbejdsløshed i vores levetid,« sagde han til New York Times.
»Men sådan har folk det ikke. De føler, at økonomien ikke støtter dem.«
Samtidig vil han hæve benzinprisen og øge støtten til illegale indvandrere. Antallet af hjemløse i staten eksploderer, kriminaliteten er uholdbar og bliver ignoreret. Det hjælper næppe meget, at Newsom vil afsætte 120 millioner dollars til at fremme såkaldt grøn energi, som ofte kun tjener penge gennem subsidier.
Med andre ord planlægger Newsom at fortsætte Biden-regimets fejlslagne økonomiske politik.
Newsom er ikke den eneste demokrat, der ikke kan lægge flasken fra sig. Et par dage efter valget genoplivede New Yorks guvernør Kathy Hochul en skat på 9 dollars for pendlere, der kører ind på det nedre Manhattan. Planen blev lagt på hylden før valget, fordi demokraterne var bekymrede for, at modstand i byens forstæder ville koste dem pladser i Kongressen.
Nu hvor valget er overstået, kan demokrater som Hochul endelig vise deres sande ansigt. Uber-chauffører vil blive hårdt ramt, da de vil miste kunder på grund af de øgede priser.
De eneste vælgere, som Demokraterne synes at bekymre sig om i disse dage, er fagforeningerne. Demokratiske lovgivere vil presse vælgerne med stadig højere skatter for at belønne deres fagforeningsvenner, som finansierer deres valgkampagner.
Et eksempel er Chicagos borgmester Brandon Johnson, en uforbederlig udgiftsjunkie, som forsøger at hæve skatterne på husejere, salg af spiritus, cloud computing, streamingplatforme og meget mere for at betale byens skyhøje pensionsregninger.
Johnson fik stort set al sin støtte fra korrupte lærerforeninger under sin valgkamp. Nu er det tid til at betale tilbage. Husstande, der arbejder for regeringen, skal betale 5.000 dollars om året i skat til deres pensioner, og kun få får tilbage, hvad de indbetaler. Skattetrykket skubber folk og virksomheder ud, og de, der bliver tilbage, ser deres skatter stige.
»The Windy City« mister indbyggere hurtigere end Puerto Rico. Men Johnson mener ikke, at byen har et problem, eller i hvert fald ikke et, der ikke kan løses med højere skatter.
Det samme gælder i Californien, New York og andre progressive bastioner. Da Trump blev valgt, sagde de fattige vælgere tak, men nej tak til en skatte- og forbrugsregering, der drev inflationen op. Demokraterne anerkender deres politiske problem, men løsningen er at skænke sig selv en ny progressiv drink.
Dette kan give republikanerne en lang periode i Det Hvide Hus, hvis de spiller deres kort rigtigt.