Det var tidligt tirsdag morgen, det øsede ned, og jeg sad på hjemmetræneren i kælderen for i det mindste at få en smule motion. Så ringede telefonen.
Det var en journalist fra en radiostation, der ville høre, om jeg havde nogen holdning til Berlingskes historie om, at to ud af tre muslimer over 50 år modtager førtidspension i Danmark.
Hvad er det udtryk for, lød det fra journalisten, som også ville vide, om der er tale om et kultursammenstød – samt – hvad ”vi” skal gøre for at få indvandrere på førtidspension tilbage på arbejdsmarkedet?
Det sidste ”vi” fik mig til at slippe trådet. Hvorfor skal ”vi”, dvs. danskerne altid løse muslimernes problemer i Danmark. Er muslimerne da ikke ansvarlige for deres egne liv?
Åbenbart ikke.
Nå, jeg fattede mig i korthed.
Historien er udtryk for, svarede jeg, at danskerne er torskedumme. Og det eneste, der har en chance for at virke, er selvfølgelig at tage pengene fra de førtidspensionerede irakere, bosnierne, palæstinensere, libanesere, tyrkere, somaliere og afghanere. Men både du og jeg ved godt, at det ikke kommer til at ske.
Derpå kørte jeg mine intervaller færdige, tog et bad og lavede morgenmad. Men historien rumsterede stadig i mig: to ud af tre muslimer i Danmark på min egen alder tildeles førtidspension. Det er alligevel en kendsgerning, jeg har svært ved at goutere. Tænk at komme til et venligt, fremmed land og så behandle det som et hotel… Hvilket andre folk i verdenshistorien end de skandinaviske ville nogensinde tillade dette?
Alligevel er den sociale virkelighed ikke chokerende, sådan som vores politikere altid udbryder, når de en sjælden gang tvinges til at se den i øjnene. Vi ved i forvejen, at læger og sagsbehandlere uddeler førtidspension og andre velfærdsydelser i løsvægt til besværlige eller truende indvandrere og efterkommere. Det er formentlig den eneste måde, hvorpå man kan få dem til at forlade kommunekontoret eller lægens konsultation. Du får førtidspension, og jeg får fred.
Men at der var tale om en overrepræsentation i et sådant omfang, det kommer bag på selv mig.
Er gabet mellem danskere og indvandrere en kulturkløft, ville journalisten som nævnt vide. Det må man sige. Danskerne går på arbejde, indvandrerne går på førtidspension. Skatteyderne betaler, indvandrerne indkasserer. Det ligner slaveri, men opfattes som åbenhed og humanisme i de kreative og progressive klasser.
Kultursammenstødet har en ekstra dimension: mellem de danskere, der forstår indvandringens konsekvenser, og dem, der ikke gør. Endnu. Senest har den tidligere Venstre-minister Bertel Haarder erkendt, at han tog fejl af indvandringen, og at har være alt for sen til at erkende det. Men det er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at fronterne trækkes stedse skarpere op mellem indvandringens venner og uvenner.
Set i retrospektiv har mine leveår – jeg er født i 1968 – været én lang progressiv tidsrejse ind i tiltagende mørke. Vist har flere fået det bedre materielt, ligesom vi har fået mere teknologi, underholdning og digital frihed. Åndeligt og politisk har der imidlertid været tale om et kæmpe tilbageskridt, som har transporteret os ind i en humanisme, der erstatter kristendommens syndsbevidsthed med en diffus, universel menneskekærlighed.
Under påvirkning af disse strømninger blev danskerne først terapeutiseret ved hjælp af psykologi, sociologi og eksistentiel offermentalitet. Derpå blev danskerne feminisereret i et langstrakt oprør mod maskulinitet og patriarkat. Siden blev de pacificeret, dvs. afvæbnet og garneret i budskaber om fred og ingen fare, sådan at der ikke længere er noget territorialforsvar, endsige noget luftværn, nogen hær, noget artilleri, ubåde eller bare så meget som en fregat, der kan sejle.
Mens denne glidende afvikling stod på, blev vores grænser åbnet for indvandring fra hele verden, ligesom ethvert forsøg på at markere en grænse blev forhindret af konventioner og international lov.
Sidst, men ikke mindst, blev danskerne islamiseret. Processen er fortsat i gang, men viser hverken tegn på ideologisk eller demografisk svækkelse, endsige møder nogen nævneværdig modstand. Utroligt nok.
Hvor denne rejse ender, ved jeg ikke. Men jeg ved, at den fortsætter, og så længe den fortsætter, vil pengene rinde ud en skønne dag. Når velfærdsstaten er globaliseret ihjel, vil slutspillet begynde.
Til den tid vil der nok ikke være mange, der sidder i deres kælder og motionerer på en kondicykel. De vil formentlig have fået travlt med helt andre, mere akutte udfordringer og behov.