”Vesten er ikke alene om at skabe klimaændringer-lande udenfor OECD bærer stor del af ansvaret”. Sådan lød overskriften på den artikel vi bragte i Den Korte Avis den 22 oktober.
Nu er COP29 i gang er der er som forudsagt i artiklen lagt op til en økonomisk rundbarbering af Vesten.
NonOECD landenes ønskede årlige forhøjelser af Vestens indbetalinger er imidlertid enorme og uacceptable.
Der er sket en betydelig udvidelse af verdens energiforbrug de sidste 20 år.
Hvor Vesten og NonOECD landene på det tidspunkt havde udledninger af CO2 af samme størrelse, har Vesten siden formået at reducere sin CO2 udledning.
NonOECD landenes udledning er derimod fordoblet. De har uden nærmere overvejelser fordoblet deres anvendelse af billige fossile brændstoffer uden at ville påtage sig et økonomisk ansvar for skadevirkningerne af deres stærkt voksende energiproduktion og udledning af CO2.
Videre har en del stater, som fra gammel tid er blevet rubriceret i kategorien u-lande- fx Kina, Singapore, Syd-Korea og en række oliestater ikke ønsket at udtræde af denne økonomisk gunstige placering.
Vestens forhandlere har derfor en god fakta-baseret forhandlingsbasis for at skabe et reelt og realistisk forhandlingsresultat uden at lade sig påvirke af NonOECD ønsker om større bøder til Vesten for vor fjerne fortids synder pga. anvendelse af fossile brændstoffer.
COP29
Allerede på COP 28 mødet i 2023 blev der lagt op til, at COP 29 i år i Adzerbaijan (11-22 november) som et hovedmål skulle have at opnå kraftige forhøjelser af den vestlige verdens økonomiske ydelser. Disse skulle udbedre langsigtede skadevirkninger og akutte skader af voldsomt vejr pga. af Vestens mangeårige ensidigt høje energiforbrug med udslip af CO2 til følge.
Underskrevne forfattere er imidlertid af den opfattelse, at frem for at se på erstatninger for fortidige foreteelser vil det være mere relevant at koncentrere sig om at begrænse og forebygge nutidige og fremtidige skadevirkninger. Derfor har vi foretaget en global analyse af udviklingerne i befolkningstal, energiforbrug og dennes CO2 udledning 1965-2023.
Medens befolkningstallet kun langsomt stiger i OECD landene fra 852 Mio i 1965 til 1385 Mio i 2023, er de tilsvarende tal for Non-OECD fra 2485 til 6660 Mio. Andelen i % af verdens befolkning var for OECD 26 % i 1965 faldende til 17 % i 2023, medens den for Non-OECD derimod steg fra 74 til 83 % for de samme år.
Energiforbruget i TeraWatt steg for OECD landene fra 3.5 i 1965 til 7,3 i 2023 og for Non-OECD landene fra 1,5 til 12,4 TW. I 1965 var det for OECD 71% mod 29 % for Non-OECD af verdens forbrug. I 2023 var dette næsten vendt rundt med OECD på 37 % og Non-OECD på 63 %.
Non-OECD landenes energiforbrug overhalede allerede i 2006 OECD landenes forbrug og i 2023 var det blevet næsten dobbelt så stort som dette.
Det virker derfor ulogisk, når Non-OECD landene fortsat ønsker bevillinger til at imødegå OECD landenes tidligere ensidigt højere energiforbrug, når de samtidig har overtaget de kritiserede energiproduktionsmetoder med stor anvendelse af fossile brændstoffer.
Tilsvarende omvæltning ses for CO2 udledningen fra 2004. Kina udleder nu CO2 i samme omfang som EU, men med stigende tendens, medens EU´s udledninger er er aftagende. En del af forklaringen er overflytning af energikrævende fremstillingsprocesser fra OECD til Non-OECD.
De forventede fremtidige stigninger i den globale CO2 produktion må derfor alene forventes at stamme fra udledninger fra Non-OECD landene, medens OECD landenes udledninger er aftagende.
Energiforbruget i kW per indbygger har OECD nu stabiliseret sig fra 4,1 kW i 1965 til 5,3 i 2023 og med faldende tendens de seneste år. Non-OECD tallene er i samme periode steget fra 0,6 til 1,9 kW per indbygger.
CO2 per indbygger er i OECD faldet fra i 1965 9,5 kg person til i 2023 8,0. I Non-OECD er de tilsvarende tal stigende fra 1,4 til 3,6 kg per person.
Nulenergisamfundet synes således at fortone sig mere og mere i fremtidens tåger. Vor udviklingsanalyse viser, at fremtidens største klimaproblem vil være energiproduktion med CO2 afgivelse, især i form af Non-OECD landenes stigende anvendelse af fossile brændstoffer. Det er derfor ikke længere relevant for OECD at betale en bødelignende straf for tidligere udledninger af C02, men nok fortsat bidrage ved lokale klimakatastrofer.
Anvendelse af vind og sol som de bærende elementer i de nationale energiforsyninger vil ikke kunne lykkes, men kan bruges til at reducere forbruget af fossile brændstoffer i perioder, når vinden blæser og solen skinner. Men kul bør som det mest forurenende brændsel helt afvikles.
En massiv anvendelse af varme/kuldeisolering af bygninger og ved opbevaring af fødevarer vil være relevant. Hertil kommer atomkraft i form af store anlæg af klassisk type i moderne udgave samt sandsynligvis om få år anvendelse af containerstore, meget enkle SMR anlæg til produktion af el-energi til en så fornuftig pris, at de opnår global anvendelse.
Det må blive op til hvert land at sammensætte sin indsats enten alene af teknisk art eller i sammenhæng med andre indsatser som reduceret afskovning og øget genplantning af skov samt øget indsats med familieplanlægning. De globale befolkningsudviklinger bør naturligvis inddrages i klimapolitikken.
Ib Andersen Søren Kjærsgaard