National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anmodet Retten i Lyngby om retsmøder i en sag mod en 53- årig mand fra Nordsjælland.
Han er sigtet i en sag om bedrageri for omkring 900 millioner kroner gennem en spilleforening, der bestod af mere end 800 medlemmer.
Sagen angår bedrageri over for spilleforeningens medlemmer, der ifølge sigtelsen blev forledt til at tro, at deres indskud blev spillet på sportskampe hos en etableret spiludbyder.
Eneste udbetalinger bestod af medlemmers egne indskud
På den måde ville der blive skabt gevinster til udbetaling til medlemmerne.
De udbetalinger, der blev foretaget fra spilleforeningen til medlemmerne, stammede imidlertid fra andre medlemmers indskud efter det såkaldt ponzi-scheme.
Endvidere menes den sigtede at have anvendt store beløb fra spilleforeningen til uvedkommende formål.
Banker anmeldte mistanke om hvidvask
Den 53-årige blev sammen med tre andre anholdt i januar, og har siddet varetægtsfængslet siden.
Retsmødet er berammet til den 2. og den 6. december 2024.
Efterforskningen af spilleforeningen blev sat i gang, efter at flere banker havde foretaget indberetninger om mistanke om hvidvask.