Danske politikere har udskammet, dæmoniseret og hånet USA’s kommende præsident i mange år. Men nu, hvor Donald Trump er valgt til USA’s 47. præsident, har piben fået en anden lyd. Politikerne er i fuld gang med at smigre og indynde sig hos Trump.
Trumps ventes at presse de europæiske NATO-medlemmer til at øge deres forsvarsbudgetter, og det betyder, at danskerne står foran en gigantisk regning på skønsmæssig 30 mia. kr. mere om året og dermed et velfærdstab, hvor priserne vil stige og danskerne bliver fattigere.
For de Trump-fjendtlige danske politikere med ”Nasty” Mette F. i spidsen gælder det derfor om at finde en grimasse, der kan passe, ønske Trump tillykke med sejren, kramme ham og finde på kærlighedsgaver, som kunne formilde præsidenten. Velvidende om, at Trump ikke har respekt for, at man fedter for ham.
”Nasty” Mette har i en telefonsamtale lykønsket Donald Trump med valgsejren og givet ham ret i, at Europa og Danmark skal tage større ansvar for egen sikkerhed. ”I Danmark bruger vi nu 2,4 pct. af vores bnp på forsvar og sikkerhed”, sagde hun til Trump.
Den hopper Trump ikke på. Han kender nemlig Danmarks kreative måde at opgøre de danske forsvarsudgifter på, hvor danske donationer til Ukraine tæller med i det samlede regnestykke. De danske forsøg på at snyde NATO er blevet fordømt og afvist af flere NATO-lande samt den tidligere generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg.
Trump er udmærket klar over, at Danmark i forhold til NATO har brugt og fortsat bruger alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til amerikanerne. Han opfatter derfor danskerne som illoyale snyltere, der kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen.
Statsministeriet mangler p.t. et klart billede af, hvor hårdt Trumps udenrigs- og sikkerhedsmæssige kurs kan ramme Danmark. Der hersker stor usikkerhed om, præcis hvilken linje Trump vil føre over for Europa. Efter al sandsynlighed vil Trump vente med at offentliggøre konkrete tiltag, indtil han i januar 2025 er taget i ed som USA’s 47. præsident. Men allerede nu kan man gøre sig nogle tanker om, hvor det kan komme til at gøre rigtig ondt.
Efter det mislykkede forsøg på at købe Grønland i 2019 vil Trump uden tvivl igen gøre et nyt forsøg. Et vigtigt punkt i USA’s militære strategi er jo en militarisering af det arktiske område med Grønland som et centralt omdrejningspunkt.
Amerikanerne har lige siden ”Nasty” Mettes afvisning af Trumps tilbud i 2019 været i gang med at udvide det amerikansk-grønlandske samarbejde ved at opbygge kontaktnetværk, holde fester og åbent hus-arrangementer, arrangere besøg af amerikanske diplomater, give legater til amerikanske skoler og universiteter, udbygge samarbejdet mellem grønlandsk og amerikansk erhvervsliv og endda give grønlænderne mulighed for at handle i de amerikanske supermarkeder i Thule. Overalt mødes amerikanerne i modsætning til tidligere med åbne arme. Facit er, at Danmark langsomt er ved at miste kontrollen med Grønland til USA, fordi småstatens regering ikke har andet valg end at acceptere det forstærkede amerikansk-grønlandske samarbejde.
Øget dansk oprustning i det arktiske område er også en mulighed for at signalere, at Danmark har styr på sikkerheden i dette område, og at Trump ikke behøver at gøre det for danskerne.
Det kan også tænkes, at Trump vil presse Danmark til at foretage flest mulige af Danmarks indkøb af våben hos amerikanske leverandører. Regeringen kan f.eks. bruge det kommende danske indkøb til luftforsvar til 25 mia. kr. til at sikre Trumps goodwill.
Sidst men ikke mindst er det næsten 100 pct. sikkert, at Trump vil hæve barren for NATO-medlemmernes og dermed Danmark bidrag til NATO. Fra det nuværende 2 pct. op til 2,5 pct. eller 3 pct. af bnp. For Danmarks vedkommende bliver det altså ekskl. de danske donationer til Ukraine, som efter al sandsynlighed bliver finansieret af en eller anden form for krigsskat.
Et øget dansk bidrag til NATO kan ikke undgå at medføre voldsomme velfærdsforringelser for danskerne. Man må derfor sige, at både Danmark og danskerne går interessante tider i møde.
André Rossmann