Sosu-assistent, Rachida El Makrini er træt.
Træt, ikke alene er træt af politikere, som ifølge hende har en fordomsfuld og hadefuld retorik overfor muslimer, men generelt træt, eftersom hun aldrig har følt sig velkommen i Danmark på grund af sin religion og sit marokkanske ophav. Det lyder jo umiddelbart hjerteskærende. (Jyllands-Posten, 14.10)
Men Rachida El Makrini glemmer en central pointe i sin lidelsesberetning.
Ingen andre religiøse grupper har gennem årene påkaldt sig mere positiv særbehandling end muslimer.
Det danske samfund har med andre ord indstillet sig på, at der skal være islam her og der og alle vegne- i Folkeskolen, på arbejdspladsen og i civilsamfundet.
For siden starten af 1990´erne, da de første integrationsprogrammer så dagens lys, har islam haft en særlig plads i Folkeskolen og i foreningslivet.
Pludselig skulle der tages hensyn til fastende elever, selvom det potentielt forstyrrede undervisningen,
der skulle serveres halal- mad i daginstitutionen
og der skulle udvises større forståelse for unge pigers brug af tørklæde, selvom de knap nok selv var i stand til at forklare, hvorfor det var deres eget frie valg.
Ikke nok med det. Islam begyndte også langsomt at snige sig ind i en af de bærende søjler i det danske civilsamfund: det kanoniserede foreningsliv.
Pludselig begyndte Danmarks idrætsforbund at lave særlige indsatser, kaldet Get2sport, målrettet personer af anden etnisk herkomst primært fra Stor-Mellemøsten. Det vil sige også Marokko, hvor Rachida El Makrini, der ikke har følt sig velkommen, har sine rødder.
Det førte til oprettelsen af en lang række fodbold- og bokseklubber, hvor tøj og kontingent blev finansieret via Get2sport- i et forsøg på at få de unge til blive en del af foreningslivet og føle sig velkomne i Danmark.
Ikke at det styrkede de eksisterende foreninger. Tværtimod. Derimod førte det til oprettelsen af en lang række småforeninger for tyrkere, pakistanere, palæstinensere og marokkanere.
Jeg skal ikke gøre mig kog på, om det er sådanne tiltag, der har fået Rachida El Makrini til at føle sig uvelkommen.
Men det stopper ikke her. I mange år har kommuner med hjælp og støtte fra de mange boligsociale helhedsplaner samt NGO´er oprettet særlige kvindeprojekter i udsatte boligområder med alt fra madlavning, klub- og foreningsaktiviteter.
Så piger og kvinder fra for eksempel Marokko ikke var tvunget til at friste andre mænd, og slet ikke en kristen, med deres tilstedeværelse endsige bringe skam over familien ved at vise sig frem uden tørklæde i for eksempel en svømmehal.
Mon det er den slags tiltag, Rachida El Makrini hentyder til, når hun føler sig udsat for fordomsfuld og hadefuld retorik fra politikernes side? Det fremgår desværre ikke af interviewet.
Det fremgår heller ikke, hvordan Rachida El Makrini forholder sig til Koranloven. En lov der blev vedtaget for ikke at støde det muslimske samfund endsige, hvordan hun forholder sig til, at mange en jøde ikke kan bevæge sig frit rundt blandt folk, der deler Rachida El Makrini tro.
Mon ikke det skyldes, at journalisten behændigt har undgået at forholde Rachida El Makrini det faktum, at der er få lande i verden, hvor man som i Danmark har gjort alt, hvad der er i sin magt for ikke alene at få muslimer til at føle sig velkomne, men helt at undgå at støde dem på deres religiøse manchetter.
Ydermere glemmer Rachida El Makrini at forholde sig til det faktum, at muslimer med deres åbenlyse og offensive måde at dyrke deres tro på samt konstante krav til samfundet om at rette efter deres religiøse sædvane, selv bærer en stor del af ansvaret for den opmærksomhed de påkalder sig fra omverdenen. Et opmærksom man ikke altid kan forlange er positiv, når man på så mange parametre insisterer på at skille sig ud.
Så nej, Rachida El Makrini. Du er ikke særlig udsat eller udsat for hadefuld retorik.
Det danske samfund har i årevis forsøgt at få muslimer til at føle sig velkommen i Danmark.
Men muslimer har aktivt truffet et valg om, at det kulturelle og sociale fællesskab i Danmark må vige på bekostning af deres tro.
Det kan man ikke klandre hverken politikere eller befolkning for. Ansvaret bæres alene af dem, der bekender sig til islam.
