En meningsmåling i Frankrig viser, at 51 procent af de adspurgte mener, at »kun en stærk magt« kan garantere, at lov og orden opretholdes. Det er et alvorligt signal til politikerne om, at folk har mistet tilliden til det nuværende system, som det forvaltes. Det faktum, at mere end halvdelen af franskmændene deler denne opfattelse, bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på dem. Men det er nemmere at advare mod det yderste højre.
Rundspørgen blev organiseret af CESE, et rådgivende organ for regeringen i økonomiske og sociale spørgsmål. Den blev offentliggjort i avisen Le Parisien onsdag.
Men vil vælgerne blive hørt? Det er tvivlsomt. Eliten og venstrefløjen, som er ét fedt, har en tendens til at sige, at det nu er den autoritære højrefløj, der stikker hovedet frem, og at vi ved, hvad de står for. De vil gerne blande nationalsocialisme og nationalisme sammen, og fremkalde historiske skræmmebilleder. Spørgsmålet er, om det fungerer.
De har allerede gjort det i 10-15 år, og har indarbejdet et ordforråd, der får befolkningen til at reagere som Pavlovs hunde. Pavlov var en russisk læge, som trænede hunde til at genkende signaler for, hvornår de skulle fodres, f.eks. billedet af en cirkel. Hos mennesker bør bestemte ord udløse bestemte reflekser: Det er meningen, at du instinktivt skal krympe sammen, når du hører ordet »højreekstrem«. Det skal skabe angst.
Pavlov ville se, hvor fleksible hundene var. Han introducerede en ellipse, men deres hjerner var ikke designet til at håndtere sådanne forskelle. Ved at skifte mellem det velkendte, og det næsten velkendte, blev hundene gale.
Vores overherrer bruger os som forsøgskaniner i et stort socialt eksperiment, hvor det er meningen, at vi skal udløse spytsekretioner ved bestemte ord. Eller som amtsborgmester Thomas Breen (Ap) sagde i morgenudsendelsen: »Demokratiet er nu genoprettet; Ap, Høyre og MDG holder fast i deres beslutning om at lukke skoler.
Vi er vant til at ønske os lov og orden, når vi oplever lovløshed. Der skal ikke meget til for at få os til at ignorere faresignalerne, men eliten forbinder ønsket om lov og orden med det »yderste højre«. De opfører sig som Pavlov, og vi er hundene.
Medierne fortæller os, at der bliver flere og flere af »dem«. De er i Ungarn, Spanien, Tyskland, Frankrig. Den største af dem alle er Trump, og han bliver brugt for alt, hvad det er værd.
Fungerer det? Det fungerer i hvert fald ikke hos amerikanerne. Hvordan skal det tolkes? Har amerikanerne forstået noget, som vi ikke forstår? For medierne er det en utænkelig tanke. De vil have os til at tro, at halvdelen af amerikanerne er blevet sindssyge.
Det fungerer ikke helt. De spreder det for tykt.
Vælgerne ved, at Trump ligner dem: Blond, succesfuld, elsker sit land. Men det er netop det, der er mistænkeligt. Man skal lære at distancere sig fra sin egen identitet. Vil det lykkes for dem?
Har vælgerne indset, at det er det, hadkampagnen handler om? Afskrækkelse.
I det øjeblik de indser det, er løbet kørt for eliten.
Marine le Pen er blevet lagt for had og retsforfulgt, ligesom Trump. Hun er nu en del af en bevægelse, ligesom Trump.
Opløsningen i Frankrig er lige så slem som i USA, men vi hører ikke meget om det. Medierne i begge lande sørger for at isolere os fra det, der foregår.
Efter valget i Frankrig i sommer fik vi at vide, at franskmændene i ellevte time havde lyttet til formaningerne og stemt på centrum-venstre. Vi fik ikke at vide, at Le Pens parti faktisk blev det største. Det skyldtes, at Macrons parti allierede sig med socialisterne og den yderste venstrefløj, så de vandt som en blok. Men Macron ville ikke give Melanchons parti på den yderste venstrefløj, posten som premierminister.
Frankrig er stort set fastlåst: Macron vil ikke lukke le Pen ind, men det vil Melanchon, som er langt mere radikal, heller ikke.
Sådan er situationen også i USA og Tyskland: De er versioner af Meloni i Italien: De repræsenterer et centrum-højre, som eliten har udryddet, og erstattet med identitetspolitik og indvandring.
Eliten har for længst vinket farvel til både folket og nationen. De sætter deres egen overlevelse over alt andet.
Er dette en farbar vej?
Storbritannien er blevet et udstillingsvindue for, hvad der er ved at erstatte socialdemokratiet.
Her bliver folk idømt lange fængselsstraffe for at udtrykke deres mening på nettet. Det kaldes oprør. Vi er tilbage i autokratiets dage. Indtil videre vækker det opsigt med domme på to et halvt års fængsel for, at udtrykke meninger. Men ikke blandt journalister, kun blandt almindelige mennesker, som er dem, det går ud over.
Labour har sendt 100 embedsmænd til USA for at arbejde for Kamala, og Keir Starmer tror ikke, at det vil skabe problemer for en eventuel Trump-administration.
»Regimet, for sådan er det alle steder, hvor eliten tilsidesætter folkets vilje, regner med, at de kan berolige situationen.
De har selv skabt betingelser, der opløser nationale grænser, og vi er klar over, at vi har fælles interesser med Trumps Maga-vælgere.
I Vesteuropa er lov og orden det største problem, og det hænger selvfølgelig sammen med indvandring. At forsøge at stemple det som en illegitim bekymring, vil ikke lykkes. Folk ser, hvad de ser.
VG forsøger at stemple sådanne memes som »hundefløjte-politik«.
Det er derfor, vi ikke ved, hvad der foregår.
For flere år siden skrev Kent Andersen, at Frankrig var truet af borgerkrig. Det blev sagt bag lukkede døre til et folketingsudvalg.
Derefter rejste SV’s Kirsti Bergstø spørgsmålet i spørgetimen.
Der er tegn på, at medierne og politikerne bør tage situationen alvorligt: 23 procent af de adspurgte i den franske undersøgelse mener, at »demokrati ikke er det bedste politiske system«.
Alarmklokkerne burde ringe. Men hvordan genopbygger man tilliden? Regimet ønsker ikke at svare på det spørgsmål. De er ved at lukke lugerne ned.
Alt kan ske.
Document er en uredd og uavhengig avis som forteller deg sannheten. Abonner her.