I årevis har de europæiske lande været underkastet konventioner og regler, som har ført til en masseindvandring ude af kontrol.
Det har længe stået klart, at denne indvandring havde ødelæggende virkninger på de europæiske lande, herunder Danmark. Ikke mindst, fordi den medførte enorme ændringer i de værdier og kulturmønstre, som er fundamentet for det danske samfund – og som vi i betydeligt omfang har til fælles med andre europæiske lande.
Derfor har Den Korte Avis i årevis kæmpet for en udlændingepolitik på dansk og europæisk plan, der strammede kraftigt op på tilstrømningen af migranter fra ikke-vestlige lande.
Det har længe været en hård opgave. For betydelige kredse i vores eget samfund – og i andre vestlige lande – har haft hang til at sælge ud af disse værdier. Fra sådanne kredse har man til tider nærmest fået det indtryk, at det blev betragtet som et adelsmærke at nedgøre dansk kultur og national sammenhængskraft.
Det har skabt et åndeligt klima, der åbnede en ladeport for ikke-vestlig masseindvandring. I Danmark som i andre europæiske lande.
En forandringsproces går gennem Europa
Men nu er der en forandringsproces i gang. Der er en tydeligt skærpet bevidsthed om den enorme kulturkamp, vi som danskere og europæere står i, og den betydning, som det har at værne om vores kulturelle fundament og sammenhængskraft.
Denne nye bevidsthed giver sig blandt andet udslag i en langt stærkere opmærksomhed på, hvor afgørende det er at værne om sine grænser og sin nationale identitet. Dette bliver kraftigt understreget af den aktuelle udvikling i EU.
På EU-topmødet i torsdags gav det sig udslag i markante meldinger fra en række lande – herunder Danmark. Meldinger, der lagde opsigtsvækkende ny vægt på beskyttelsen af de nationale grænser og bekæmpelsen af illegal migration.
Von der Leyen, Meloni og Mette Frederiksen
En stram national udlændingepolitik får nu langt større vægt. Som leder af et af EU’s større lande har den italienske ministerpræsident Giorgia Meloni en nøglerolle i den forbindelse.
Meloni har lanceret en aftale med Albanien, som ikke er medlem af EU. Aftalen indebærer, at Italien lader bygge to udrejsecentre i Albanien, som skal stå for asylbehandlingen af migranter, der bliver samlet op i Middelhavet.
Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har peget på dette som et positivt udspil. Det er ganske bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Meloni er blevet forbundet med markant højreorienterede holdninger.
Men de politiske fronter går ikke længere bare dér, hvor de plejer at gå. Politikere som von der Leyen, Meloni og Mette Frederiksen kommer i bevægelse, fordi den politiske situation er i bevægelse.
Der er nye udfordringer, som avler nye svar – og nye alliancer. Det kan føre politikere med så forskellig baggrund som Mette Frederiksen, Giorgia Meloni og Ursula von der Leyen i samme retning, i hvert fald for en periode.
De har en stærk fælles interesse i at få styr på migrantstrømmene. Og her kan de så mødes omkring nogle politiske initiativer, der kan hjælpe dem med det.
Mette Frederiksen var således blandt de første, der lod sig inspirere af ideen om at etablere modtagecentre for migranter uden for Europa. Andre har kunnet se mulighederne i dette
Det har så ført til en pragmatisk og broget alliance mellem forskellige politiske kræfter, der har kunnet se perspektivet i at opsamle migranter i centre uden for Europa, så der kom bedre styr på tilvandringen.
Denne pragmatiske alliance rækker fra socialdemokraten Mette Frederiksen, over den bredt favnende borgerlige forkvinde for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, til den højreorienterede italienske ministerpræsident, Giorgia Meloni.
Disse kræfter finder sammen, fordi de møder nogle fælles problemer. Og de finder ud af det med hinanden, fordi de har brug for at skabe alliancer, der kan løse disse problemer.
Der opstår alliancer, som man ikke umiddelbart kunne forudse. Alliancer, som udspringer af fælles udfordringer – i dette tilfælde den store udfordring med at begrænse antallet af asylansøgere og få skabt en holdbar asylbehandling af ikke-vestlige migranter – og så en efterfølgende anbringelse af disse migranter under forhold, som ikke skaber kaos.
Det er ikke nogen tilfældighed, at det især er de små og mellemstore EU-lande, der bakser med disse problemstillinger.
De store europæiske lande, såsom Tyskland. vil hellere selv finde modeller for, hvordan de skal håndtere migranterne. De har masser af bøvl med det på grund af deres egen fejlslagne indsats. Men de føler ikke den store tilskyndelse til at gå sammen med andre lande i en tværnational asylindsats.
Men for et mindre land som Danmark giver det mening at gå sammen med andre lande, specielt andre EU-lande, om fælles løsninger på fælleseuropæiske asylproblemer.
Selv om de europæiske lande har vidt forskellige slags regeringer, så har de tilstrækkeligt med fælles interesser omkring anbringelse af indvandrere til, at der er noget at hente ved et samarbejde.
På den måde kan der opstå interessante nye politiske konstellationer. Som for eksempel samarbejder i asylpolitikken mellem socialdemokraten Mette Frederiksen, den midtsøgende borgerlige Ursula von der Leyen og den højreorienterede Giorgia Meloni.
Den politiske afstand mellem dem er stor. Men de er fælles om viljen til at stramme asylpolitikken ganske betragteligt.