Hvad er nu det? Kan man ikke længere købe sig til en valgsejr?
Af Lars Hedegaard
I mands minde har de amerikanske demokrater nydt den fordel at fremstå som den lille mands parti. Dem, hvis store hjerter bankede for fattige enker, arbejdere, forfulgte minoriteter samt kvinder og børn. Demokraterne var kort sagt de godes parti, sådan som de stadigt fremstilles i de danske medier. Og sådan har det været, siden demokraten Franklin D. Roosevelt blev præsident i 1933 – muligvis med undtagelse af Ronald Reagans præsidentperiode i 1980’erne.
Jeg mindes fra min tid i Californien, at medlemmerne af min jødiske familie som noget selvfølgeligt alle stemte demokratisk – lige undtagen et sort får, som var republikaner, men han var vist nok forbryder.
Dette renomme har været en uvurderlig fordel for demokraterne, men det er måske ved at ændre sig. Rasmussen Reports har i tidsrummet 14.-16. oktober stillet 1.683 sandsynlige vælgere et simpelt spørgsmål: ”Hvilken kandidat bekymrer sig mest om folk som dig?”
Det må have fremkaldt rystelser blandt demokraterne, at kun 42 pct. holdt på Kamala Harris, mens 49 pct. sagde Trump – den mand, som de amerikanske og udenlandske medier i årevis har fremstillet som Hitlers arvtager, og som demokraterne har spenderet en milliard dollars på at hænge ud.
Hvad er nu det? Kan man ikke længere købe sig til en valgsejr?
Som sædvanligt i hele den vestlige verden er der en kløft mellem mandlige og kvindelige vælgere. Blandt mænd har Trump et forspring på 12 pct.point – nemlig 53 pct.point mod 41. Omvendt med kvinder, som støtter Kamala med 50 pct. mod Trumps 45 pct.
Halvdelen af kvinderne er enten tilhængere af åbne grænser, løbsk inflation, krige i Europa og Mellemøsten og eksploderende voldskriminalitet, eller de aner ikke, hvad der foregår. Enhver må afgøre, hvad der er værst.
Det må fremkalde bekymring blandt Kamalas bagmænd, at uhørt 33 pct. af de sorte vælgere foretrækker Trump mod den demokratiske kandidats 61 pct. Traditionelt burde tallet være 85 mod 15 i Kamalas favør.
Trump har flertal blandt et andet hidtil sikkert demokratisk vælgersegment, nemlig latinoerne. Adspurgt, hvem der kærer sig mest om dem, svarer 52 pct. Trump og 42 pct. Kamala Harris.
Den demokratiske partimaskine har naturligvis vejret, hvad vej vinden blæser, og Kamala Harris har derfor ændret kampagne-strategi. Hun lagde ud som eksponenten for forandring og glæde (”change and joy”) og store grin, men da det åbenbart ikke virkede, har hun lagt joy’en på hylden, og er gået over til at råbe og skrige og med fortrukket ansigt anklage Donald Trump for at være Satans lillebror.
Det gør givetvis indtryk på en masse kvinder, men er det nok?
