Den Korte Avis | Vil sætte hårdt mod hårdt: I alt 17 lande kræver nu ret til at deportere afviste asylansøgere, der nægter hjemrejse – Danmark er medunderskriver

Den Korte Avis | Vil sætte hårdt mod hårdt: I alt 17 lande kræver nu ret til at deportere afviste asylansøgere, der nægter hjemrejse – Danmark er medunderskriver


Det er ikke kun Danmark, der har problemer med afviste asylansøgere, der nægter at forlade landet.

 

Problemet gælder overalt i EU, hvor medlemslandene sidste år samlet modtog i alt 1,1 millioner asylansøger.

 

En stor del af dem afvises, men de sidste mange år er det stort set kun lykkedes at få cirka 30 procent af de afviste sendt ud af EU.

 

Det skal der ændres på, har en række medlemsstater besluttet

 

Kræver EU-lovgivning med mulighed for deportationer

På initiativ fra Holland og Østrig har i alt 17 medlemsstater i en henvendelse til EU-Kommissionen i et dokument krævet et paradigmeskifte i migrationspolitikken for at sikre, at afviste asylansøgere hurtigt og effektivt sendes tilbage til deres hjemlande.

 

Det skriver Euronews, som har set dokumentet.

 

Der skal sættes hårdt mod hårdt, og for de afviste asylansøgere, der nægter at rejse hjem, skal det have konsekvenser, hedder det i henvendelsen til EU-kommissionen.

 

“Mennesker uden opholdsret skal holdes ansvarlige. Et nyt retsgrundlag skal klart definere deres forpligtelser og pligter,” skriver landene og fortsætter:

 

“Ikke-samarbejde skal have konsekvenser og sanktioneres.”

 

Regeringer, hedder det videre, “skal have beføjelse til at udføre deportationer i fuld respekt for grundlæggende rettigheder”.

 

Straf til stater, der nægter at modtage egne statsborgere

Et af de store problemer med hjemsendelse af asylansøgere ligger i, at nogle stater nægter at modtage egne statsborgere, hvis de hjemsendes med tvang.

 

Det problem tager de 17 lande også hånd om og anbefaler, at den slags stater skal straffes via blandt andet handels- og visumpolitikken.

 

Netop det forslag indgår ikke direkte i dokumentet til EU-kommissionen, men der henvises til det sammen med en række andre forslag til stramninger, som en arbejdsgruppe fra de 17 lande drøftede under et møde i juni.

 

Opfordrer EU-kommissionen til at arbejde hurtigt

De 17 lande opfordrer EU-Kommissionen til at behandle sagen hurtigt og fremlægge en handlingsplan, ”der reagerer på reelle udfordringer og udviklinger”, og som er baseret på baseret på de nævnte drøftelser under arbejdsmødet i juni.

 

Som nævnt er det Holland og Østrig, der er initiativtagere til henvendelsen, som er underskrevet af Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Luxembourg, Malta, Slovakiet og Sverige.

 

Desuden er de tre Schengenlande Norge, Schweiz og Liechtenstein medunderskrivere.

 

Netop sammensætningen af lande giver dokumentet politisk vægt.

 

En sjælden form for enighed i EU

Den 17 mand store gruppe omfatter dels alle regioner i EU, fra Skandinavien til Middelhavet, og dels regeringer spændende fra den højre til den midterste venstrefløj.

 

I et EU med regioner med vidt forskellige interesser og regeringer med vidt forskellige ideologiske holdninger er den form for enighed, som der gives udtryk for i det omtalte dokument, en sjældenhed.

 

Dokumentet vil officielt blive præsentere for EU-kommissionen under indenrigsministrenes møde i Luxembourg på torsdag.

 

Kilder til denne artikel:

https://www.euronews.com/my-europe/2024/10/07/17-european-countries-call-for-a-paradigm-shift-to-deport-rejected-asyl

 

https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Asylum_applications_-_monthly_statistics





Source link