Tyske politikere ved ikke, hvad klima- og energipolitik koster, eller hvad den opnår, og de vil ikke høre, at »energiomstillingen« er både dyr og ineffektiv – det siger den nyligt pensionerede økonomiprofessor Joachim Weimann fra universitetet i Magdeburg i et interview med Die Welts videnskabsredaktør Axel Bojanowski.
Weimann har skrevet en lærebog om miljøøkonomi og var blandt de første til at advare mod Tysklands Energiewende – selvfølgelig forgæves. Han har ikke høje tanker om politikere.
Die Welt: Føler du, at du har fået ret?
Joachim Weimann: Desværre har mange af mine bekymringer vist sig at være rigtige. Men tro mig, det er ikke sjovt at have ret. Tværtimod var det frustrerende hele tiden at opleve, hvordan de simpleste sammenhænge bliver ignoreret, og hvor mislykket det er at forsøge at rådgive politikere på baggrund af økonomisk viden.
Det er næsten 20 år siden, Weimann skrev sin bog »Die Klimapolitik-Katastrophe«, hvor han forklarede, at det ikke nytter noget, at et enkelt land som Tyskland kører sit eget løb – erfaringen viser jo, at verdens CO2-udslip bare bliver ved med at stige.
Det kan ikke være anderledes,« forklarer han:
Hvad er gået galt?
Politikerne har begået to kardinalfejl og gør det stadig i dag. For det første har de konsekvent ignoreret omkostningerne ved klimapolitikken. Den tyske regering ved stadig ikke, hvad tiltagene koster. For det andet har de også ignoreret spørgsmålet om, hvad klimapolitikken rent faktisk opnår, og hvor meget CO2 der faktisk spares. Et eksempel: Med loven om vedvarende energikilder (EEG) regulerer vi et område i Tyskland, nemlig energisektoren, som allerede er reguleret af EU’s emissionshandelssystem. Her er CO2-udledningen strengt begrænset med hensyn til mængde. Der udstedes tilladelser for den mængde, der stadig er tilladt, og alle, der udleder, har brug for en sådan tilladelse.
Hvad indebærer det?
Det er derfor, det ikke nytter noget at gøre det alene: Hvert ton CO2, der undgås i Tyskland, udledes et andet sted i Europa, fordi antallet af kvoter ikke ændres. Derfor er det kun Europas samlede balance, der tæller, og den reduceres ikke af vind- og solenergi i Tyskland eller af udfasningen af kul. Jeg har ofte forsøgt at forklare denne mekanisme for politikere. Det lykkedes mig ikke. Ingen ønskede at høre budskabet om, at energiomstillingen er dyr, men stort set ineffektiv.
Det er heller ikke økonomisk at skære i CO2, hvor det koster mest, man skal gøre det, hvor det koster mindst,« siger Weimann. Det sker ikke i dag, men politikerne hverken ved eller vil vide det.
I Tyskland er det f.eks. foreskrevet, hvordan huse skal isoleres, og hvordan vi skal opvarme dem, fordi opvarmning genererer meget CO2. Men et spørgsmål fra oppositionen afslørede, at regeringen ikke ved, hvor meget CO2 der vil blive sparet gennem denne regulering. Oppositionen har heller ikke spurgt, hvor meget det vil koste.
Energiomstillingen har kun haft negative konsekvenser, ingen positive, hævder den tyske økonom. Den skulle koste hver husstand omtrent det samme som prisen på en kugle is om måneden, men har i stedet kostet astronomiske beløb.
“600 milliarder euro blev brugt til at levere lige så meget elektricitet, som vi havde før med atomkraft, bare med mindre pålidelig, svingende og dyrere elektricitet. De 600 milliarder har derfor ikke skabt nogen velstand, ingen nye varer eller tjenesteydelser. Pengene har heller ikke hjulpet klimaet, for det første fordi atomkraftværker er klimaneutrale, og for det andet fordi CO2-besparelser i Tyskland opvejes af andre europæiske lande via emissionshandel.
»Det er penge, som kunne have været brugt på uddannelse, sundhed eller infrastruktur,« reflekterer Weimann. Men den irrationelle politik er blevet gennemført takket være en militant bevægelse mod atomkraft, som i praksis har haft ukritiske medier som sit propagandaorgan.
Hvem nyder godt af den tyske energiomstilling?
Den grønne bevægelse og dens mange allierede i medierne, industrien for vedvarende energi, ejerne af den nødvendige jord og en stor NGO-lobby. Fortællingen om energiomstillingen som redningen fra klima- og atomdøden er så fængslende og så magtfuld i Tyskland, at enhver modstand bliver mødt med indigneret afvisning. Det gør det meget nemmere for lobbyen at marchere igennem, for man behøver faktisk ikke at vide noget om emnet for at slippe af sted med det – kritikere kan bagvaskes med succes.
Bojanowski forklarer, at han selv var vidne til, hvordan to forskere, der indtog en kritisk holdning under en konference om energiomstilling, blev stemplet som »klimafornægtere« af et »højreorienteret netværk« i to nationale medier.
Har du haft lignende oplevelser som kritiker af energiomstillingen?
Ja, selvfølgelig, gang på gang.
Weimann er ikke tilhænger af kulkraft, men bliver alligevel stemplet som sådan.
“Klimaaktivister skrev i min Wikipedia-post, at jeg var kul-lobbyist. Wikipedia er i hænderne på aktivister, når det gælder energi- og klimaspørgsmål, så den falske påstand blev stående. På konferencer blev jeg præsenteret som »kul-lobbyist«. Helt absurd, men jeg var nødt til at lære at håndtere det.
Den slags betyder, at næsten ingen kritikere tør udtale sig offentligt,« siger Weimann. Men både han og Bojanowski, som også er videnskabeligt uddannet, ved, at de gør det privat.
Som journalist har jeg ofte oplevet, at forskere og iværksættere taler om energiomstillingen på en helt anden måde privat, end de gør offentligt. Hvad er dine erfaringer?
Ja, det er en typisk adfærd, når det handler om dette emne. Jeg spurgte engang en kollega, som sad i mange udvalg: “Hvorfor gør du det her, hvorfor taler du forbi politikerne? Du ved godt, at det er noget vrøvl. Så svarede han: “Hvis jeg havde sagt noget andet, var jeg blevet smidt ud. I sidste ende handler det altid om karriere.
Det er derfor, han aldrig selv har indtaget lignende positioner,« forklarer Weimann.
Men erhvervslivet har også spillet en aktiv rolle i de eventyrlige historier:
Det største mysterium i debatten om energiomstilling er måske, at industrien næsten ikke protesterede, men nu lider. Hvad er der sket?
Industriens opportunisme var og er det største problem. Der har aldrig været nogen modstand. BDI har netop beregnet omkostningerne ved energiomstillingen til 1,4 billioner euro, og i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved udgifterne har de kaldt dem »nødvendige«. Privat taler iværksætterne helt anderledes, men ingen tør sætte spørgsmålstegn ved klimamålene offentligt af frygt for at skade deres eget image. Vi kan nu se resultatet: Den tyske bilindustri skal betale milliarder i bøder til EU, fordi den ikke opfyldte CO2-emissionsmål for sin bilpark, som var teknologisk umulige at opfylde. Industrien er offer for sin egen fejhed.
Men fortællingen om, at klimaaktivister er gode, og at CO2-udledere er dårlige, begynder at krakelere – selv i Tyskland. Vi er først nu ved at indse, at klimapolitikken truer grundlaget for velstand,« slutter Weimann.