Da George Orwell i 1948 indleverede sit manuskript til bogen ”1984”, var han næppe klar over, at hans fremtidsvisioner var ekstremt undervurderede. Bogens hovedperson, Winston Smith, var ansat af staten til at omskrive historiske dokumenter, så de passede til statens krav. Winston Smith prøvede at kæmpe imod.
Debatindlæg af Henrik Skovmand
I dag må vi erkende, at folkevalgte politikere, borgerlønnede offentligt ansatte og journalister, der arbejder på aviser og DR på kontanthjælp – undskyld medietilskud – er betydeligt bedre til at omskrive historier, manipulere og fortie end det, Winston Smith var ansat til.
Efter min mening fylder kyniske og pilrådne politikere os hver dag med angst, bekymringer og usikkerhed. Angst for fremtiden. Angst for vejret. Angst for sandhed. Angst for klima. Angst for ”pandemier”. Angst for et snart usynligt retssamfund. Angst for en dyb granskning af alt lige fra årgamle lægejournaler og angst for at udtrykke sig på sociale medier – eller som en psykiater måske vil udtrykke det: Generaliseret angst. Angst for alt. Men angsten har et klart formål. Jo mere angst, jo lettere glider den ene absurde afgift og lov ned efter den anden.
Vi har i årtier selv valgt disse politikere i vores naivitet. Troet og tror fortsat på deres løgne, at de vil beskytte Danmark og danskerne. I gamle dage kaldte man det valgflæsk. Selv om de er svigefulde, skifter parti, bevidst løber fra deres valgløfter og er til salg for ministerbiler og ter sig som parasitter – så bliver vi ved med at stemme på dem.
Historien viser, at der heldigvis dukker nogle mennesker op, der klart og tydeligt siger, at Kejseren er splitternøgen og måske bundkorrupt. Disse mennesker burde beskyttes, støttes og bakkes op, så tingene blev bedre – men nej! Af uforklarlige årsager foretrækker vi at udskamme dem, håne dem, forfølge dem og måske endda fængsle dem, selv om de i realiteten er de eneste, der vil os noget godt.
Omkring 200 millioner amerikanere og en ny administration har fået muligheden for at ændre et system, der har været korrumperet, løgnagtigt og manipulerende i årtier. Den 47. præsident, Donald Trump, har i løbet af 100 dage opfyldt et stort antal valgløfter og arbejder intensivt for en fredsaftale i Mellemøsten og Ukraine. Bedre forhold for den almindelige amerikanske borger. Indskrænkning af en svulmende rådden offentlig sektor, lavere skatter, national stolthed og mange andre ting.
Europæiske statsledere kagler bare rundt og udskammer ham. I Europa ønsker man at fortælle, at muslimen Obama, den senile Joe Biden og den samvittighedsløse Hillary Clinton er de ”gode”. Europæiske ledere ønsker tilsyneladende helhjertet en blodig krig siden man laver 10-årige kontrakter om hjælp til bekæmpelse af onde Putin. Hykleriet, historieomskrivning, fortielser og en kujonagtig rutine med at give alle andre end sig selv skylden for det, der ikke passer ind i den historie, man mener befolkningen skal tro på, kører helt efter planerne – ligesom udskiftningen af de oprindelige befolkninger, der også skrider planmæssigt frem. Ikke et ord om at Ukraine, som er et dybt kompliceret samfund, hvor man ikke tænker over, at de måske ikke er så uskyldige som befolkningerne skulle tro.
Var jeg Putin og nabolandet pludselig skulle være NATO-land, så ville jeg også blive bekymret. Jeg tror ikke på rygterne om ekspansion og imperialisme. Men der er jo penge, prestige og magt i at puste til en krig. Det er så let for andre lande at ville kæmpe til sidste ukrainer. Akkurat som når europæerne er i dybe problemer – ikke kun i en, men i hele to verdenskrige var vi også villige til at kæmpe til sidste amerikaner. Tænk nu den forvirring, det ville bringe, hvis Trump og Putin vil fred og ”Corona-Frelseren” og hendes proxi-kæreste hellere vil have en krig uanset de menneskelige omkostninger. Det ville den danske befolkning slet ikke kunne håndtere. Mener politikerne.
Den ægte historie om Ukraine, Mellemøsten og en altoverskyggende antisemitisme er markant omskrevet, så den passer til det indtryk, man vil fodre ukritiske borgere med. Men bare rolig! Uanset hvad, så bliver der nemlig aldrig revolution i Danmark, så længe der er Melodigrandprix, Familien fra Bryggen og Vild med dans.
Propagandaminister Joseph Goebbels ville have haft afgrundsdyb beundring og respekt for nutidens statsledere. Han ville have elsket konceptet om at sætte sig på medierne, fetere organisationer og grupper, som ønsker særbehandling i en uendelighed, og udskamme den del af befolkningen, der ikke tror på 72 køn. Vaccinationers lyksaligheder, at udefrakommende er uundværlige og med til at få landet til at blomstre, og at det er naturligt at have fuldskæg og gå i tylskørt på samme tid, er et af de mere særprægede populære koncepter, som store dele af befolkningen ligger på maven for. Det er faktisk lidt imponerende. Alt sammen med det ene formål at have en hel befolkning i sin hule hånd.
En vis person, som man ikke må tale om på Facebook, levede i sine unge dage som venneløs på et østrisk herberg og endte med at blive folkevalgt rigskansler i det store naboland. Mange af vores nulevende politikere har efter min mening et karriereforløb, der ligger betænkelig tæt på. Canada, Storbritannien, Sverige og så lille Danmark med verdens højeste skattetryk og ønsker om at redde hele verden – undtagen os selv – ledes af folk med samme idealer og mål som Winston Smiths chefer i ”1984”.
Det kan godt være, at vi stammer fra vikingerne og nogle af os ligner vikinger, men politisk set er vi nogle dovne hunde, der elsker sofaen højere end vores frihed. Politikerne forpester vores dagligdag med forbud, påbud, afgifter, skatter, formynderi og dyneløfteri. Og vi stemmer på dem igen. Albert Einstein sagde vist noget om, at hvis man foretog den samme handling igen og igen og forventede noget, nyt kunne det betragtes som en slags sindssyge.
Så den blanding af kakistokrati og kleptokrati, der har erstattet vores demokrati foretrækkes åbenbart – eller også er vi for dovne og vågner først op den dag, vi er slaver i et totalitært samfund, hvor hvide borgere, der eksempelvis kun tror på, at der er to køn, får social bundscore og skal leve i reservater, og hvor indvandrere er politikernes kælemigranter og stemmekvæg.
Så er det, at man skal sætte sig ned og sige, hvad hvis vi nu stemte, så der kom til at sidde 90 Rasmus Paludan og Morten Messerschmidt i Folketinget? Hvordan vil Danmark – og resten af Europa – komme til at se ud få timer efter valget?
Mit ydmyge bud er, at vi vil få det gode gamle Danmark igen. Danmark, der havde et sundhedssystem og en ældrepleje, som blev lysende eksempler for andre lande. Et Danmark, hvor der er plads til migranter, der vil os og respekterer os. Et Danmark, hvor man ikke har en børneindustri og et offentligt bureaukrati, der udgør næsten den halve del af landets arbejdsstyrke. Hvor man ikke lover at nedlægge jobcentre for at lave et center med de samme medarbejdere, der sandsynligvis vil komme til at hedde Center for jobs.
Det er nemlig for mig at se den eneste måde, vores folkevalgte opfylder deres valgløfter på. Manipulation og politisering af for eksempel domstole. Gummiregler, så Skat kan feje sager af bordet ved at erklære borgere for konkurs, hvis borgeren mener at have ret og hvor offentlige byggeprojekter som regel overskrides med nogle milliarder. Og fællesnævneren er, at lige meget hvor store lovovertrædelserne er, så klarer de folkevalgte og de offentlig ansatte, efter min mening, stort set altid frisag.
Præsident Donald Trump, Rasmus Paludan og Morten Messerschmidt har det til fælles, at de siger sandheden og derfor konstant udskammes. I Europa har vi tilsyneladende et ønske om at brokke os og klynke og derefter stemme på dem, der forpester vores liv.
Donald opfylder hver dag sine valgløfter og mit spørgsmål er derfor: Kan man pege på en dansk statsminister, der har opfyldt et eneste valgløfte af betydning – så er jeg lige ved at tro, at jeg måske også kan fremvise en spillevende enhjørning. Opfyldte valgløfter i Danmark er efter min mening lige så sjældne som vellykkede integrationsprojekter.
90 ”Rasmusser og Mortener” i Folketinget vil med al sandsynlighed sætte nye dagsordener, men jeg er ikke i tvivl om, at de vil opfylde kravet om at føre Danmark tilbage på et demokratisk spor, hvor almindelige danskere vil få trygheden og livskvaliteten tilbage og hvor man som politiker ved, at man arbejder for folket og ikke omvendt.
Og så lige til sidst: Et kakistokrati er en styreform, hvor man har valgt de dummeste og dårligst uddannede til at styre, og et kleptokrati er en styreform, hvor de folkevalgte beriger sig på borgernes bekostning. De to første styreformer er efter min mening kendetegn på og indledning til vaskeægte socialisme med støvletramp og ensretning.
Eller som den tidligere britiske Premierminister Margaret Thatcher sagde: ”The problem with socialism is that you eventually run out of other peoples money.”