Politiet leder efter et vigtigt kvindeligt vidne, som kan have oplysninger i en sag om voldtægt begået mod en 16-årig pige på toilettet i et regionaltog. Vidnet påtalte mandens opførsel i kupéen efter voldtægten.
Politiet beder om hjælp til at identificere et vidne i sagen. Gerningsmandens signalement oplyser politiet intet om.
En 16-årig pige blev den 7. januar 2025 voldtaget af en mand på toilettet i et regionaltog. Pigen søgte ud på toilettet for at slippe væk fra manden, men det lykkedes alligevel for ham at komme derud.
Politiet efterlyser et kvindeligt vidne, som var med i regionaltoget på strækningen fra Næstved Station til Østerport Station. Vidnet stod af på Nørreport Station kl. 12.48. Overgrebet på den 16-årige blev afbrudt ved, at der blev banket på toiletdøren.
Ifølge politiets oplysninger, så vidnet gerningsmanden og den 16-årige i kupéen efter voldtægten, hvor hun påtalte mandens opførsel og aldersforskellen mellem dem. Det kan også have være vidnet, der bankede på døren til toilettet.
Vidnet beskrives som: Kvinde, ca. 35 – 40 år, lys i huden, mellemblond hår der var sat op i en knold i nakken, iført mørke bukser, brunlig mellem lang jakke og bar på en rød rygsæk. Talte dansk.
“Vi har gode spor at gå efter i forhold til at identificere gerningsmanden, men det er vigtigt, at vi får kontakt med vidnet, som kan have afgørende oplysninger i sagen. For der er tale om en meget alvorlig sag om et groft overgreb på en ganske ung pige”, siger efterforskningslederen, politikommissær Kim Lech.
“Trods en grundig efterforskning har det ikke været muligt at finde frem til det kvindelige vidne. Vi har forsøgt os med overvågning og andre data, men indtil videre uden held. Vi håber derfor, at vi med denne efterlysning kan få kontakt med hende”, siger Kim Lech.
“Vi vil derfor opfordre borgerne til at sprede budskabet til alle de kender, som rejser på denne strækning, så vi kan sikre, at vidnet ved, at vi gerne vil i kontakt med hende”, siger han.
Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi med oplysninger i sagen på tlf. 114.